• Følg med i hvad der sker i Opera Hedeland



Don Giovanni 2012

Opera Hedeland høstede stor ros og anerkendelse for årets opsætning af Don Giovanni

Anmelderne var begejstrede og publikumsopbakningen var stor. Opera Hedeland rundede i 2012 sit tiende år af med et brag af en succes og det måske højeste kunstneriske niveau nogensinde. Det skete med operaen Don Giovanni.

“Vi er meget stolte af den flotte modtagelse, forestillingen har fået. Vi sammensatte et superhold af sangere og musikere, og de skuffede ikke. De leverede opera af høj, høj klasse,” sagde operachef Claus Lynge.

Vejret var med operaen på de tre forestillingsdage, der i alt trak ca. 8.000 gæster. På premieren 3. august var det en smuk måne, der tronede over amfiteatret. Lørdag 11. august var det stjerneklart og meteorsværmen Sct. Laurentii tårer betød, at publikum kunne nyde et væld af stjerneskud over amfiteatrets scene.

Men også musikken og sangen var til topkarakter. Berlingske gav fem af seks stjerner, og Politiken roste forestilllingen for at “underholde hele vejen, som operaernes opera med et knivskarpt fokus på kernetemaerne – som i de bedste af slagsen: kødets lyst, hanekamp, simpel humor og skønsang. Og ret meget af hver.”

Børsens Gregers-Dirckinck-Holmfeld kvitterede med ordene:

“Tak skal du have, Vorherre, for sådan en premiereaften, der i nordisk tempo toner fra lysblå himmel og de sidste kiler af aftensol til sortblåt med næsten fuld måne. Og dér kommer de så på scenen de otte rollehavere, mens Mozart sætter helvedes ild til orkestret med d-mol akkorder.”

Medvirkende

Don Giovanni: Johannes Weisser
Kommandanten: Jakob Zethner
Donna Anna: Elisabeth Meyer
Don Ottavio: Peter Lodahl
Donna Elvira: Matilda Paulsson
Leporello:Simon Duus Svendsen
Masetto:Jakob Bloch Jespersen
Zerlina: Denise Beck

Auteurs

Iscenesættelse og visuelt koncept: Lars Rudolfsson
Instr. assistent: Gita Mallik
Dirigent: Henrik Schaefer
Ass. dirigent: Martin Nagashima Toft
Kostumedesign: Kersti Vitali-Rudolfsson
Lysdesign: Anders Rosenquist
Lyddesign: Claus Pedersen
Maske og paryk: Malin Birch Jensen
Libretto oversættelse: Kamilla Pontoppidan Haderup
Cembalist: Gunhild Tønder
Orkester: Wermland Operas orkester